Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

SB Formandens beretning 2019 -20

Skoleåret 2019/2020 – set fra skolebestyrelsen

5. september 2020

Bestyrelsen holder hvert forår et forældremøde for alle forældre, hvor vi fortæller om hvad vi har lavet og haft fokus på i det forgangne år. Vi er som bestyrelse forpligtet til at aflægge en sådan beretning overfor jer forældre og mødet giver os samtidig en mulighed for at drøfte resultaterne af arbejdet og høre hvad I mener vi har til gode at arbejde mere med.

På grund af Corona blev årsmødet i år aflyst, og derfor får I her en skriftlig beretning. Der er ikke som vanligt mulighed for at stille spørgsmål og kommentere beretningen, men I er velkommen til at skrive til os i stedet for. På hjemmesiden er der en oversigt over hvem vi er: https://utterslevskole.aula.dk/skolebestyrelsen/medlemmer-af-skolebestyrelsen og vi er på aula både at finde som skolebestyrelse og som enkeltpersoner.

Beretning

En skole med færre skift og tydeligere struktur

Vi ved, at stærke relationer er vigtige for børn og unges trivsel og læring. Vi har derfor haft fokus på at skabe en skolestruktur med færre skift, og særligt i udskolingen haft fokus på mere overskuelighed og tydeligere struktur. Afsættet herfor var at skabe en stærkere struktur for undervisningen, da de mange holdskift, elevskift og lærerskifte, kan udfordre elevens læring og relationsdannelse. Derudover har skolens kvalitetsrapport for 2018/19 vist et fald i karaktergennemsnittet for skolens afgangselever. I 2018 lå karaktergennemsnittet over kommunens karaktergennemsnit, men både i 2017 og 2019 lå det under. Det er ikke holdbart.

I foråret 2019 skete der en omstrukturering af skolen, hvor vi gik fra at have en indskoling, et mellemtrin og en udskoling, til nu at have to afdelinger – én afdeling for 0. – 5. klasse og én afdeling for 6. – 9. klasse. Det betyder at de planlagte lærerskift kun sker ved overgangen fra 0. – 1. klasse og 5. – 6. klasse, samt at der er et planlagt pædagogskifte fra UFO-ens pædagoger i 3. klasse til klub-pædagogerne i 4. klasse.

Derudover har skolebestyrelsen i år vedtaget et ” Princip for undervisningens organisering”, som siger, at undervisningen og elevens tilhørsforhold i 6. – 9. klasserne er forankret i en fast klasse. Tidligere var strukturen baseret på holddannelser af 10 ugers forløb på tværs af klasserne på årgangen. Beslutningen holder dog fortsat fast i, at skolen har en stærk tradition for projektarbejde og for at arbejde på tværs af årgange. Det er et kendetegn som vi skal holde fast i, men grundstrukturen skal matche den skole vi er i dag, hvor vi ikke længere har to klasser pr. årgang med nu årgange med tre og fire klasser.

Klassefællesskaber der skaber trivsel og læring

I foråret reviderede skolebestyrelsen skolens ”Princip for klassedannelse”. Vi ved at det enkelte barns læring og trivsel i høj grad er betinget af det oplever at være en del af et fællesskab og har gode venner. Det overordnede fokus for sammensætning af klasser skal ske ud fra at eleverne bliver en del af et socialt og fagligt velfungerende klassefællesskab. Som et led i processen skal det tilstræbes, at klassedannelsen sker med afsæt i at der er stort set lige mange børn i klassen, at der er en ligelig fordeling af piger og drenge, at der tilstræbes en ligelig fordeling af flersprogede børn og at børn er ligeligt fordelt i forhold til den sproglige udvikling de er i.

Da børn udvikler sig meget forskelligt og der også kan ske en løbende til og fraflytning af elever, har skolebestyrelsen som noget nyt besluttet, at der ved overgangen fra 5. – 6. klasse, skal ske en vurdering af om det kan gavne klassefællesskaberne at der sker en ny klassedeling blandt eleverne på årgangen.

Der skal nu afprøves gode måder til at skabe nye klasser på. For nogle elever vil en sådan forandring naturligt skabe noget utryghed. Det er derfor centralt at både elever og forældre er ordentlig orienteret og involveret, således at man som forælder har mulighed for at bakke op om processen og de nye fællesskaber.

For uanset om vores børn skal starte i 0. klasse eller videre til 6. klasse så ved vi, at forældrenes opbakning til klassen og forældrenes interesse i de andre børn og i hvad der foregår, har en afgørende betydning for barnets trivsel og læring.

Opmærksom på det nære fællesskab og undervisningen – mobilfri skoletid

Mobiltelefoner er blevet en almindelig del af børn og unges hverdag. Som kommunikationsmiddel kan det være et nyttigt værktøj. Men mobiltelefoner kan også fjerne fokus fra det nære fællesskab og fra den læringsmæssige opmærksomhed.

Derfor har skolebestyrelsen besluttet et ”Princip for mobilfri skoletid”, hvor eleverne ikke har adgang til deres telefoner, med mindre det af det pædagogiske personale vurderes, at det giver mening at tage dem i brug i undervisningen.

Den mobilfri skoletid blev besluttet som en prøveperiode, som skulle evalueres inden sommerferien. Der har dog været udfordringer med levering af de skabe som mobiltelefonerne skulle opbevares i, med elever der modsatte sig at aflevere telefonerne, samtmed Corona hvor mobilerne, på grund af reduktion af smittefare, ikke er blevet indsamlet. Evalueringen af prøveperioden er derfor blevet udskudt, men målsætningen om at skabe en skoledag, med større fokus på det nære fællesskab og på at reducere de forstyrrelser som mobiltelefoner og notifikationer kan give, lever fortsat.

Skoledistriktet

Utterslev Skole er bygget som en tre-sporet skole, men har igennem de sidste 5 år reelt fungeret som en fire-sporet skole. Skolen har således gjort plads til 4 ekstra klasser, som vil være en del af skolens drift frem til 2030, hvilket giver skolen en maksimal fysisk belastning. Kommunens Børne- og Ungdomsudvalg behandler hvert år byens skoledistrikter, og her har vores skoledistrikt været et tilbagevendende tema igennem de sidste 3 år. Vi er som skole forpligtet til at tage imod alle børn i skoledistriktet og ledelse og pædagogisk personale har derfor igennem flere år måtte samarbejde tæt og finde på kreative løsninger, der gør at vi kan få plads til alle.  Det er de muliges kunst og konsekvenser heraf er da også at flere børn må deles om de samme udearealer, og at faglokaler er blevet omdannet til klasselokaler. Til gengæld har vi fået et nyt indrettet Pædagogisk Læringscenter, som skal bruges til undervisningen af de ældste elever.

I forbindelse med dette års behandling af skoledistrikter, har forvaltningen foreslået en ændring der vil betyde at en del af vores nuværende skoledistrikt, blev afgivet til Bellahøj Skole. Bestyrelsen skrev i den forbindelse ud til alle forældre for at gøre opmærksom på, at der var en høringsproces i gang, og for at få input til skolens høringssvar. Tak til alle jer som overfor bestyrelsen har kommenteret materialet.  

Skolebestyrelsen har fastholdt det problematiske i, at vi år efter år er for mange elever på skolen, men samtidig givet meget tydeligt udtryk for, at vi ikke ønsker for nogen af vores nuværende børn i skoledistriktet, at de skal krydse de trafikerede veje med de fodgænger- og cykelforhold, der er i dag.

Dette blev yderligere præciseret umiddelbart op til udvalgsmødet i et supplerende brev, hvor vi også gjorde opmærksom på, om man kunne løse udfordringen med de mange børn, ved at kigge på søskendegarantien for de børn der bor udenfor skoledistriktet. I dag er der ca. lige så mange børn der starter på skolen i 0.klasse med søskendegaranti som optagsgrundlag som der forventes distriktsbørn flyttet til Bellahøj Skole med en skoledistriktsændring.

Udvalget besluttede d. 12. august at vedtage en distriktsændring af vores skoledistrikt, betinget af at der bliver afsat 4,6 mio. kr. til etablering af sikker skolevej og med opfordring til at man undersøger muligheden for at ændre på søskendegarantien. Borgerrepræsentationen har sidenhen indgået budgetaftale og her afsat de 4,6 mio. kr. til sikker skoleveje.

Økonomi

I skolebestyrelsen godkender vi skolens årlige budget og vi kan konstatere at vi har en skole med en god og solid økonomi. Det betyder at vi ikke skal skære alt for hårdt i personale, undervisningsmidler, m.m., som vi ser mange andre skoler er nødsaget til. Men selvom vi ikke skal skære der hvor det gør alt for ondt, er der mange opgaver som vi kunne ønske os flere midler til at løse – f.eks. ekstra midler til endnu bedre at kunne løfte inklusionsopgaven, flere timer til understøttelse af elevernes læring og feed-back, flere timer til forældremøder og flere timer til bedre at kunne understøtte kommunikationen mellem skole og hjem. 

Kommunen er ved at revidere den nuværende budgetmodel for folkeskoler. Det er 12 år siden budgetmodellen sidst blev revideret. Der har siden da været mange justeringer i tildelingen af skolens budgetter og der er skabt et behov for at udarbejde en ny model, bl.a. med større gennemsigtighed. I den foreslåede nye budgetmodel ser det ud til at Utterslev Skole står til at blive skåret med 4 – 5 % af det samlede budget. Det er vi i skolebestyrelsen selvfølgelig opmærksomme på og afgiver et høringssvar der får trukket skolens forhold og modellens egnethed særligt frem.

Fokus det kommende år – trivsel og kommunikation og med Corona som ubuden gæst

Skoleåret 2020/21 begynder i skæret af forårets Corona. Der er fortsat stærkt fokus på håndhygiejne og afstand, dog er det dejligt at vi kan være tilbage i klasser og ikke længere skal være i hjemmeundervisning og legeskyer. Rengøringsniveauet er fortsat højt, med ekstra midler hertil bevilliget af kommunen.

Uagtet at vi ikke ved hvordan Corona udvikler sig, har vi i bestyrelsen lagt en plan for det kommende års møder. Vi holder 8 møder årligt og noget af det første vi vil sætte fokus på, er god trivsel for både lærere og elever og god kommunikation mellem skole og hjem.

Som tidligere nævnt, ved vi at stærke relationer er vigtige for børns trivsel og læring. Derfor har vi som tidligere beskrevet haft fokus på at minimere de planlagte skift igennem børnenes skoletid. Det kommende skoleår sætter vi mere fokus på de mere uplanlagte skrift – det vil sige på personaleudskiftningen, på skolens rekruttering og fastholdelse. Og vi sætter ligeledes fokus på elevudskiftningen, på antallet af elever der skifter skole, og på hvordan vi får introduceret nye elever til skolens kultur og fællesskab, og forældrene til et godt samarbejde. På den måde fastholder vi et fokus på at alle bør kunne komme godt fra start på Utterslev Skole.

Derudover har vi stort fokus på at styrke kommunikationen. Bestyrelsen har netop vedtaget et ”Princip for bestyrelsens kommunikation” og vil i den forbindelse snart invitere alle kontaktforældre til et møde. Vi vil gerne drøfte den rolle I som kontaktforældre har og for hvordan I bedst mulig er med til at understøtte klassens trivsel, børnenes og forældrenes fællesskab og hvilket mandat I handler på, når I på vegne af klassen, tager emner eller problemstillinger op overfor det pædagogiske personale, ledelsen eller bestyrelsen.

Bestyrelsens fokus på kontaktforældrenes rolle, skal dog ikke afholde forældre generelt fra at tage kontakt til bestyrelsen. Særligt hvis I oplever at der er emner eller spørgsmål af generel karakter, eller emner som med uforrettet sag har været drøftet med lærere/pædagoger i klassen og/eller skolens ledelse, kan I henvende jer til bestyrelsen. Vi er som tidligere nævnt at finde på aula og skolens hjemmeside.    

På så stor en skole med så mange børn, unge, pædagoger, lærere og forældre er der mange ting der skal lykkes og ikke alt lykkes lige godt hver gang. Hvis det er, at der er noget vi er udfordret af eller ikke oplever fungerer, så er det bedste altid at rettet kommunikationen derhen hvor den bedst kan løses. Det er som oftest til lærerne og pædagogerne på årgangen, nogle gange er det til de andre forældre og nogle gange er det til ledelsen eller skolens bestyrelse.

Sidste skal der lyde en stor tak til alle forældre der er med til at få hverdagen til at fungere. I har igennem de mange uger hvor hjemmeundervisningen og nødpasningen stod på, måtte løfte en kæmpe opgave for at få børnenes hverdag til at fungere alligevel. I er alle med til at skabe en god skole og bestyrelsen oplever ofte at der er stor bevidste herom, som I forældre forsøger at holde jer selv op på. Tak for det.

Læs mere:

Skolebestyrelsens principper:

https://utterslevskole.aula.dk/ klik på ”Om skolen”, klik på ”Principper”

Beslutning om ændring af skoledistrikt:  https://www.kk.dk/indhold/borne-og-ungdomsudvalgets-modemateriale/12082020/edoc-agenda/70be1393-c2a7-4cdc-bc48-008a49ea7a95/c4d7ae4c-3001-4be4-9c05-b2e696048261

Opfølgende henvendelse til udvalget vedr. skoledistriktet: https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/26266424-37677123-1.pdf