Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Referat af SB´s årsmøde

Referat af skolebestyrelsens årsmøde d. 8. april 2021

 

Skolebestyrelsens beretning

Formanden afgav skolebestyrelsens beretning der overordnet handler om følgende emner:

  • Et skoleår med Corona
  • Ændring af skoledistrikt for at fastholde Utterslev Skole som en tre-sporet skole
  • Ny budgetmodel og færre penge til Utterslev Skole
  • Skolebestyrelsens fokus på personaleomsætning og elevafgang/tilgang
  • Kontaktforældrenes og trivselsforældrenes rolle
  • Elevernes læring og hjemmearbejde

Den samlede beretning kan læses på skolens hjemmeside under ”Skolebestyrelsen”

På baggrund af formandens beretning blev der stillet spørgsmål.

  • En forælder havde indhentet data på skolens personaleomsætning, som viser at skolen har en højere personaleomsætning end andre skoler i Københavns Kommune og efterlyste et stærkere fokus fra ledelse og skolebestyrelse på personaleomsætningen. Formanden forsikrede om, at skolebestyrelsen har fokus på personaleomsætning og har på skolebestyrelsesmødet i november ført tilsyn hermed, ligesom personalets trivsel og vilkår behandles løbende, bl.a. ift. kvalitetsrapporten og med personalerepræsentanternes deltagelse på skolebestyrelsesmøderne. Skolelederen kunne ligeledes fortælle at der er vedvarende fokus på personalets fastholdelse og deler forældrenes ønske om at have dygtigt og stabilt personale. Formanden præciserede desuden at der findes mange forskellige data der vedrører personaleomsætning og opgørelsesmetoder herfor, som er vigtige at inddrage og have med ift. analyser og konklusioner.
  • Der blev spurgt til hvad ledelse/skolebestyrelse gør ift. at sikre personalet gode rammer. Eksempler herpå er en fra ledelsen tæt opfølgning på de medarbejdere der opsiger deres stilling på skolen og hvilke bevæggrunde der ligger bag. Derudover er det princip for undervisningens organisering, som skolebestyrelsen vedtog sidste år, et udtryk for at skabe mere meningsfulde rammer – for eleverne såvel som for personalet.
  • Der blev sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt skolebestyrelsen arbejder frivilligt. Formanden præciserede at skolebestyrelsen arbejder frivilligt. Det har tidligere været et borgerligt ombud med en symbolsk betaling, hvilket ikke er tilfældet længere.

Status for og gruppedrøftelser af en skolegang med og efter corona

Ledelsen gjorde status på den gældende situation ift. en større genåbning af skolen og redegjorde for de indsatser der er planlagt ift. at sætte ind overfor elevernes eventuelle efterslæb på trivsel og læring. Skolelederens præsentation herfor kan ses på skolens hjemmeside under ”Skolebestyrelsen”

Gruppedrøftelser om hvad har vi lært af corona-tiden?

  • Forældremøder – online eller fremmøde? Hvad har I oplevet fungerer godt ift. at afholde forældremøder online?

Jo mere følsomt emner er, jo sværere er det at drøfte dem on-line. Der er til nogle on-lineforældremøder oplevet mindre fremmøde. Onlinemøder kræver en anden slags mødefacilitering. Det kan være svært at komme rigtig i dybden. Der kan være tvivl om hvem der lytter med i de andre hjem – børnene f.eks. On-linemøder egner sig bedst til orientering og har den fordel af begge forældre kan deltage, samt at man kan tilgå mødet mange forskellige steder fra. Men den menneskelige interaktion mangler. En mulighed kunne evt. være hybride møder. 

  • Hjemmeundervisning – er der erfaringer fra hjemmeundervisningen vi skal holde fast i? Der er meget dårligt at sige om langvarig nedlukning og hjemsendelse. Men der har også været gode erfaringer og hvis vi skal holde fast i dem, er det vigtigt at få nogle tilbagemeldinger på hvad der har fungeret godt og hvis vi fortsætter med at hjemmeundervisning over teams er en del af vores undervisningsmetoder – hvad skal vi så være opmærksomme på?

Der er mange forskellige erfaringer, men generelt tegner der sig et billede af at jo ældre eleverne er, jo bedre fungerer hjemmeundervisningen. I de små klasser giver det eleverne mulighed for at se hinanden og der har været nogle meget engagerede lærere og pædagoger. I de ældre klasser har det for nogen elever betydet at de har været mere flittige og afleveret flere opgaver, samt lært at arbejde mere selvstændigt. Gruppearbejde fungerer bedst når man sidder sammen. Hjemmeundervisning kan være godt for de elever der fungerer godt i mindre grupper.

  • Erfaringsudveksling: hvorledes kan forældregruppen støtte op omkring børnenes trivsel og fællesskab, til fælles inspiration. Hvad kan vi som forældre gøre? Hvad må vi gøre? Hvordan sikrer vi, at det vi gør, er inkluderende, så alle børn oplever at de er en del af de initiativer vi sætter i gang?

Der blev drøftet forskellige emner i grupperne. På tredje årgang har en klasse bl.a. holdt månedlige forældremøder på teams faciliteret af kontaktforældrene, så møderne var meningsfulde og konstruktive. På 7. årgang har forældrene i en klasse stiftet en forening der gjorde det muligt for eleverne at møde op til 25 personer udenfor og der har været arrangeret ugentlige fællestræf som f.eks. rundbold og kongespil.