Høringssvar vedr. ændring af skoledistrikt
Høringssvar vedr. ændring af skoledistrikt fra skolebestyrelsen på Utterslev Skole
29. maj Maj 2020
Først vil vi gerne fremhæve, at vi som skolebestyrelse er glade for, at der fra forvaltningens
side fortsat er fokus på Utterslev Skole og skolens kapacitetsudfordringer, samt en løbende
god dialog herom.
Utterslev Skole er en tre-sporet skole, men har igennem de sidste 5 år reelt fungeret som en
fire-sporet skole. Skolen har således gjort plads til 4 ekstra klasser, som vil være en del af
skolens drift frem til 2030, hvilket giver skolen en maksimal fysisk belastning.
Følgende tal viser hvorledes indskrivningen har udviklet sig:
-
Indskrivning skoleåret 2016/17 = 100 børn = 4 klasser (distriktssøgning 88%)
-
Indskrivning skoleåret 2017/18 = 91 børn = 4 klasser (distriktssøgning 86%)
-
Indskrivning skoleåret 2018/19 = 101 børn = 4 klasser (distriktssøgning 84%)
-
Indskrivning skoleåret 2019/20 = 85 børn = 3 klasser (distriktssøgning 93%)
-
Indskrivning skoleåret 2020/21 = 88 børn = 4 klasser (distriktssøgning 93%)
Ifølge forvaltningens prognoser vil der over de kommende år være et fald i antallet af børn.
Bestyrelsen har dog ret store forbehold i forhold til forvaltningens prognosetal, idet tallene og
opgørelsesmetoderne har ændret sig markant fra sidste år til i år, og dermed forbindes med
stor usikkerhed. Dertil kommer at vi stiller os spørgende i forhold til, om der virkelig er 15
børn i det ruder, som forvaltningen har peget på.
Vi erfarer desuden i bestyrelsen, at ud af antallet af indskrevne børn, er ca. 15% af børnene
søskendebørn med bopæl i andre skoledistrikter.Set i lyset af denne høje andel af ikke-distriktsbørn, der groft sagt presser vores eget distrikt og skolens kapacitet, ser vi et stort behov for, at der fra forvaltningens sides ses på, om søskendegarantien for ikke-distriktsbørn er en holdbar løsning for Utterslev Skole. Også set i lyset af, at disse børn højst sandsynligt har en meget usikker skolevej jf. problematikkerne vedr. indfaldsvejen omkring skoledistriktet.
Som skole er vi yderst opmærksomme på vores nuværende distriktsbørn. Derfor vil et
forslag, der i den grad udsætter børns sikkerhed omkring en meget usikker skolevej og vej til
kammerater, uden konkrete forslag om, hvordan eller hvornår udfordringen kan løses jf.
redegørelsen fra TMF, ikke anses som en hensigtsmæssig løsning. Udvalgets behandling af
distriktsændringen i 2018 blev netop afvist med henvisning til den usikre skolevej.
Med det nuværende forslag er der fortsat ikke en klar løsning på, hvordan kommende børns
skolevej i betryggende omfang kan sikres.
Skolebestyrelsen er også lyttende overfor nuværende og kommende forældre til børn i
distriktet. Her hører vi, at de berørte elever vil opleve et tab af socialt fællesskab, hvis
skoledistriktet ændres. Dette kan også læses i alle de personlige høringssvar forældrene har
indsendt til distriktsændringen. Løsningen vil splitte et meget sammenhængende område fra
hinanden, hvor børnene nu leger sikkert på kryds og tværs af klasser og klassetrin, og alle
tilhører, og går på, samme skole.
Samlet set må vi erkende at der i forhold til antallet af skolebørn på skolen, er en række
usikkerhedsmomenter. Det gælder:
● antallet af børn i skoledistriktet (som gennemsnitligt for de sidste 5 år har ligget på 93
børn)
● antallet af børn i skoledistriktet der søger Utterslev Skole (som gennemsnitligt har
ligget på 89% de sidste 5 år)
● antallet af søskendebørn som bor i andre skoledistrikter (som gennemsnitligt de
sidste 5 år har ligget på 14 børn pr. årgang)
Tallene indikerer dog, at der er for mange børn, til hvad der kan rummes på en tre-sporet
skole.
Bestyrelsen anbefaler:
Prognosetallene fra både sidste år og i år viser, at der for skoleåret 2021/22 vil være et fald i
antallet af børn i skoledistriktet, som derefter igen vil stige. Bestyrelsen har som sagt
reservationer i forhold til prognosetallene, men sammenholdt med, at vi igennem de sidste 5
år rent faktisk har oplevet et mindre fald i antallet af børn, kunne vi håbe på, at der til næste
år kun er en søgning til skolen, svarende til 3 klasser.
Skolebestyrelsen vil derfor opfordre udvalget til at lade skoledistriktet forblive uændret frem
til 2022 og i mellemtiden igangsætte undersøgelser af, hvorledes der kan sikres ordentlige
skoleveje til andre nærliggende skoler, samt se på søskendegarantien for ikke-distriktsbørn.
På baggrund af de løsninger der måtte komme til bedre skoleveje og til spørgsmålet om
søskendegaranti for ikke-distriktsbørn, må der til næste år endnu engang tages bestik af
situationen.
Med venlig hilsen
Skolebestyrelsen på Utterslev Skole